Her er opskriften på mine yndlings chokolade cookies. Husk at du skal sætte tid af til, at dejen skal i fryseren en dag, ellers kan du ikke skære den i skiver. Laver du cookies uden dejen har været i fryseren, så bliver konsistensen en anden. Jeg foretrækker klart dem der har været i fryseren først.
Der bliver 16 cookies ud af denne opskrift.
100 g. smør
100 g. rørsukker
50 g. farin
1 tsk. vanillesukker
1 æg
150 g. mel
½ tsk. bagepulver
100 g. grofthakket mørk chokolade.
Pisk smør, sukker, farin, vanille og æg i et par minutter med en røremaskine.
Sigt mel og bagepulver i dejen og vend det i.
Rør tilsidst chokoladen i.
Dejen er nu meget blød, og du tager et stykke bagepapir og hælder dejen ud i midten af stykket. Lav nu en pølse ved at forme dejen med bagepapiret eller med våde fingre. Pølsen lægger du i fryseren. Når dejen er frossen og hård, skærer du den i skiver og lægger på to bageplader. De flyder lidt ud, så der skal være god plads imellem.
Bages ved 200 grader i 10 minutter.
De skal være mørke i kanten og lidt bløde i midten.